Hjælp med at holde naturen ren og tjen penge til klubkassen

27. februar 2024

Natur Miljø Borgerinddragelse

Foreninger i Holstebro Kommune kan få et sponsorat på 2.500 kr. ved at bruge en halv dag på at samle affald.

Ren natur er ren glæde - sammen gør vi en forskel

Frivillige foreninger af enhver slags kan byde ind på opgaven med at samle affald på udvalgte ruter i by eller natur og herefter fylde klubkassen med 2.500 kr. fra de lokale og nationale sponsorer.

Sponsoratet skal bruges til ’foreningsfremmende’ formål og aktiviteter, der styrker foreningen, fx udstyr, uddannelsesaktiviteter og rejseudgifter.

Fra 1. marts kan foreninger på Ren Naturs hjemmeside tilmelde sig en af de otte ruter i Holstebro Kommune og være heldige at få den ønskede rute. Sidste år var der venteliste, så det bliver sikkert også en populær foreningsaktivitet i 2024.

Foreningerne bestemmer selv dag og tidspunkt for affaldsindsamlingen, blot skal det være i perioden april – oktober.

Ruterne i 2024 er:

  1. Thorsminde
  2. Borbjerg
  3. Tvis
  4. Vandkraftsøen rundt
  5. Spidsbjerg Strand
  6. Storå i kano/kajak
  7. Struervej/Holstebro midtby
  8. Banestien i Vinderup

Til indsamlingsopgaven får foreningerne udstyr til at samle affald; handsker, skraldeposer, affaldssnappere, sikkerhedsveste, osv. Kommunen henter bagefter det indsamlede affald på aftalte ’droppunkter’.

Bag konceptet Ren Natur står Hold Danmark Rent, der er en nonprofit miljøorganisation, som i samarbejde med landets kommuner arbejder med oplysning, kortlægning og løsning af udfordringer med henkastet affald i by og natur.

Spørgsmål til ruterne eller konceptet generelt kan rettes til Hold Danmark Rent og Ren Natur på kontakt@rennatur.org

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X