Hjemmesygeplejen i Ulfborg kåret som årets praktiksted

9. januar 2023

Uddannelse

Sygeplejestuderendes Praktikpris 2022 i Midtjylland gik til hjemmesygeplejen i Ulfborg. Her er de rigtigt gode til at klæde de studerende på til opgaven som fremtidens sygeplejersker.

Fra venstre Maja Villadsen Laibjørn fra Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Anita Skupinska Hjortborg, Kirsten Nygaard Andersen og Bente Alkærsig Rasmussen fra Dansk Sygeplejeråd. Foto: Dansk Sygeplejeråd/Carsten Lorenzen.

Hjemmesygeplejen i Ulfborg er et lille praktiksted, men de gør et stort indtryk på de sygeplejestuderende. Også på Anita Skupinska Hjortborg, som har været i ti ugers praktik i Ulfborg.

Hun havde indstillet sit praktiksted til Sygeplejestuderendes Praktikpris 2022 i Midtjylland for at være ”det praktiksted, hvor jeg har lært allermest – både menneskeligt og fagligt.” Derfor var hun også med i fredags, da hjemmesygeplejen i Ulfborg fik overrakt prisen.

Det udløste både store smil og glædestårer. 

- Jeg synes, det er så stort. Det er jo en pris for hele Region Midtjylland. Vi er et lille bitte praktiksted her i landdistrikt Ulfborg med ni i teamet, sagde Anitas tidligere kliniske vejleder, Kirsten Nygaard Andersen.

Fra Sygeplejestuderendes Landssammenslutning deltog næstforperson Maja Villadsen Laibjørn. Hun havde masser af ros med til teamet i Ulfborg.  

- I har været støttende, rådgivende og har skabt nogle fantastiske rammer for de studerende, som gør, at de har lyst til at komme tilbage til jer som fremtidige arbejdskollegaer, sagde hun.

Sygeplejestuderendes Praktikpris hylder hvert år de praktiksteder, der er allerbedst til at klæde de studerende på til opgaven som fremtidens sygeplejersker. 15 praktiksteder i Region Midtjylland var indstillet til prisen.

Se flere billeder fra overrækkelsen på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside: https://dsr.dk/kredse/midtjylland/nyhed/stor-pris-til-lille-praktiksted 

 

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X