Kunst, natur og kulturhistorie bliver forenet i Draget mod dybet

6. februar 2024

Kultur

Strandingsmuseum St. George ved den jyske vestkyst åbner snart en særudstilling, hvor specialmuseet går nye veje og lader moderne kunst smelte sammen med spændende fortællinger om fortidens dykkereventyr. Draget mod dybet rummer værker fra fire danske kunstnere og åbner 8. februar 2024.

Besøg særudstillingen Draget mod dybet på Strandingsmuseum St. George fra den 8. februar 2024.

Vi mennesker har altid været dybt fascinerede af havet og draget mod det, der gemmer sig under overfladen. I en ny ekstraordinær særudstilling forener Strandingsmuseum St. George moderne kunst med blandt andet fortællinger om nogle af de allerførste dykkere.

- Draget mod dybet skal gerne pirre til nysgerrigheden i mødet med det ukendte. Med udstillingen forsøger vi at bringe fortiden til live gennem moderne kunst, naturhistorie og fortællinger om nogle af de første dykkerekspeditioner, der har formet vores opfattelse af havets mysterier, siger den udstillingsansvarlige fra Strandingsmuseum St. George i Thorsminde, siger museumsinspektør Christopher Jacob Ries.

Kunstnerne bruger lyd, videokunst, interaktive skulpturer, glasprint og grafiske tryk til at fortolke og formidle deres syn på den undersøiske verden og havet.

Kunst og maritim historie side og side

Strandingsmuseet ligger på kanten af Vesterhavet i rammerne af prisvindende arkitektur. Omdrejningspunktet for specialmuseet er dramatiske historier om tusindvis af strandinger på den jyske vestkyst og om befolkningens møde med søfolk fra hele verden. I centrum er fortællingerne om de engelske linjeskibe, HMS St. George og HMS Defence, som forliste i 1811.

Særudstillingen, Draget mod dybet, er den første af sin slags på Strandingsmuseum St. George. I den nye udstilling kommer moderne kunst altså til at stå side om side med vragfund, fascinerende dyr der lever under havets overflade og historier om 1800-tallets store naturforskere.

- Vi er stolte over at præsentere Draget mod dybet, der dykker ned i vores maritime arv og kaster lys over forbindelsen mellem fortidens dykkereventyr og nutidens fascination for det ukendte. Denne udstilling er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at udbrede og formidle Danmarks rige historie til vores besøgende, siger Hanne Thomsen, der er direktør for De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, som tæller både Strandingsmuseum St. George, Frilandsmuseet Hjerl Hede og Holstebro Museum.

Fakta
Draget mod dybet rummer værker af:
- Billedkunstnerne Birgitte Rubæk og Malene Tardrup
- Naturfotograf Henrik Egede Lassen
- Joel Illerhag, der får skulpturer, mekanik og robotik til at smelte sammen

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X