Smykket vender hjem: Ny udstilling med fund i verdensklasse

31. januar 2024

Kultur

Snart åbner en ny særudstilling på Holstebro Museum med en helt unik genstand i centrum. Et 1000 år gammelt detektorfund vender hjem til Vestjylland i anledningen af Holstebros 750 års byjubilæum. Smykket er udlånt af Nationalmuseet og kan opleves fra 2. februar 2024.

Smykkefund i verdensklasse på Holstebro Museum (Foto: Søren Greve, Nationalmuseet)

Et ganske særligt guldsmykke fundet på en mark i Vestjylland vender hjem i anledningen af Holstebros 750 års byjubilæum.

Aldrig før er sådan et smykke fundet i Skandinavien, og på verdensplan findes der kun cirka 10 eksemplarer. Nationalmuseet har beskrevet smykket som et verdensklassefund.

Udlånt af Nationalmuseet

Hængesmykket er mere end 1000 år gammelt og er muligvis doneret personligt af kejseren i Byzans til en viking i sin livgarde. Hvordan det kom fra Det Byzantinske Rige til Vestjylland, kan man kun gætte sig til. Det var en detektorfører, som for snart tre år siden fandt genstanden ved Bøvlingbjerg i Lemvig Kommune.

Hængesmykket er danefæ og bliver helt ekstraordinært udlånt af Nationalmuseet til Holstebro Museum i forbindelse med byjubilæet. Genstanden får sit eget udstillingsrum, bliver placeret i en speciallavet holder og i en montre godkendt af Nationalmuseet, fordi danefæ skal opbevares både sikkert og korrekt.

- Det er en helt fantastisk for Holstebro Museum at få muligheden for at udstille det unikke smykke, som blev fundet tilbage i 2021, og vi har glædet os utrolig meget til at vise det frem for alle borgere i Holstebro og omegn. Det er faktisk imponerende, at så fysisk lille et smykke kan betyde så meget, siger museumsinspektør og historiker Sara Hai Abildtrup.

Detektorfører åbner udstilling

Særudstillingen har officiel indvielse for særligt indbudte 1. februar 2024 kl. 15.00. Det bliver detektorfører Frants Fugl Vestergaard, som åbner selve udstillingen, og dermed bliver han genforenet med den genstand, han i 2021 fandt ved Bøvlingbjerg.

- For mange museer er detektorførere uundværlige, da de gør et kæmpe arbejde for at finde den gemte fortid. Her på Holstebro Museum er vi meget taknemmelige for samarbejdet med en masse lokale detektorfører, og vi var utrolig glade på Frants vegne, da han fandt smykket, siger Sara Hai Abildtrup.

Udstillingen kan opleves fra 2. februar 2024 kl. 12.00 og er den første af to nye særudstillinger på Holstebro Museum i anledning af Holstebros 750 års byjubilæum.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X