Unge kunstnere i Holstebro møder store internationale talenter i Huset for Kunst & Design
23. februar 2024Det tidligere Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet er i dag et spirende kunstcenter, som fremmer kreativitet og talentudvikling i Holstebro. For 19-årige Karen Boes Lund betyder Huset for Kunst & Design, at hun kan dyrke sin nysgerrighed og møde professionelle kunstnere fra hele verden.
19-årige Karen fra Sønderjylland, som er flyttet til Holstebro for at starte på DTA's kunst & design linje, som er en del af Huset for Kunst & Design.
Karen Boes Lund er nitten år gammel og er vokset op på en landejendom i en lille by tæt på Højer i Sønderjylland. Som 16-årig flyttede hun til Holstebro for at starte på Dansk Talentakademis kunst & design linje og udfolde sig kunstnerisk i Huset for Kunst & Design.
- Tænker jeg tilbage, forstår jeg ikke, hvordan jeg turde det? Men det var en helt genial beslutning. Det har givet mig mulighed for virkeligt at udfolde mig kreativt og lære nye ting om kunsten – og om mig selv, fortæller hun.
Hun hørte om Dansk Talentakademi, da hun gik på en efterskole i Vestjylland. Og da hun besøgte skolen og mødte eleverne, var hun ikke i tvivl om, at det var dét, hun skulle. I dag bor hun på campus på Dansk Talentakademi. Udover at arbejde med kunst og design går hun også lige nu i 3.g på Holstebro Gymnasium, hvor hun læser på den naturvidenskabelige linje.
- Det står i kontrast til kunstens abstrakte verdenssyn. Men jeg er og bliver utroligt fascineret og nysgerrig på ting, jeg ikke forstår.
Internationale stjerner i Vestjylland
For Karen betyder det rigtig meget, at Huset for Kunst & Design er en del af Dansk Talentakademis kunst & design linje. Eleverne har deres eget atelier og bliver undervist lige ved siden af udstillingerne, hvor både danske og internationale kunstnere udstiller.
- Det er virkeligt en unik mulighed for os som eksperimenterende, unge kunstnere for at være i tæt kontakt med udøvende kunstnere. DTA er lidt en legeplads, hvor vi prøver ting af. At kunne møde internationale professionelle kunstnere er en gave, der blot udvider horisonten, fortæller hun.
Huset for Kunst & Design tiltrækker mange store internationale talenter for at udstille. Det giver de unge mulighed for at blive undervist af professionelle kunstnere fra hele verden, som ikke ellers ville komme til Holstebro.
De er blandt andet lige blevet undervist af den britiske kunst- og designduo Rottingdean Bazaar, som netop har vundet en grammy for bedste design til et musikalbum. New York kunstneren Jacolby Satterwhite har også undervist eleverne, og han har lige haft en stor soloudstilling på The Metropolitan Museum of Art og har lavet musikvideoer med Solange Knowles.
- Det er ret vildt at møde de her kunstnere. Det inspirerer mig til at fortsætte med kunsten og finde min egen vej, siger Karen.
At tegne med venstre hånd
Karens nysgerrighed er styrende for de projekter, hun kaster sig over. Hun elsker at forholde sig undrende til sine egne og andres værker – og se hvad der sker, hvis hun prøver noget nyt.
- Jeg lavede på et tidspunkt en smeltende stor discokugle med et hoved på. Og sidste år arbejdede jeg på en tegning, hvor jeg udelukkende tegnede med min venstre hånd. Det gjorde jeg ud fra det faktum, at mennesker, der er venstrehåndede, er mere kreative. Så mon jeg ved at tvinge mig selv til at blive venstrehåndet ville blive mere kreativ?, siger hun.
For Karen er det inspirerende som elev på Dansk Talentakademi at være en del af Huset for Kunst & Design. Her bliver hun introduceret til mange forskellige kunstformer og discipliner og oplever udstillinger af international karakter. Samtidigt er de professionelle kunstnere, som eleverne møder, med til at vise dem forskellige leveveje indenfor kunstens verden.
- De bliver eksempler på veje, man kan gå med sin kunst. Og det er vigtigt for sådan nogle som os. Samtidigt føler jeg også, at vi kan være med til at inspirere dem. Undervisningen bliver en legeplads. Ikke kun for os, men også for de praktiserende kunstnere.
Selv er Karen endnu ikke helt besluttet på, hvad hun drømmer om med sin kunst. Lige for tiden kan hun godt lide at arbejde med ler. Og til sommer skal hun to uger til Holbæk, hvor hun skal arbejde på en lydkunstworkshop. Det er et projekt, hun har fået legat til ved Vestforsynings initiativpulje.
- Når folk spørger mig, hvad jeg vil med mit liv, har jeg svært ved at se mig selv uden kunsten. Kunst er en måde at tænke på. Man kan ikke bare sådan stoppe med at tænke”.
Et kunstnerisk samlingspunkt i Holstebro
Huset for Kunst & Design er tegnet af de danske arkitekter Inger og Johannes Exner og blev opført i 1971. Oprindeligt var bygningen brugt til Jens Nielsen og Oliva Holm-Møller Museum. I dag har bygningen fået navnet Huset for Kunst & Design og viser forskellige udstillinger med dansk og international samtidskunst.
- Jeg synes, kunsten skal være tilgængelig, den skal provokere, og ikke nødvendigvis kun dem, der vil provokeret. Det gør den i Huset for Kunst & Design, hvor folk også bare kommer ind, fordi de går forbi. Jeg synes, det er en vigtig del af fortællingen om en by i kunstnerisk og kulturel bevægelse. Det er værd at sætte pris på, siger Karen.
I Huset for Kunst & Design kan man i dag se kunstfilm i biografen, man kan komme til månedlig filmklub for unge, opleve foredrag og intimkoncerter. Det er et kulturelt samlingspunkt i byen, hvor man kan mødes og lade sig inspirere af de mange forskellige værker, der udstilles.
- Det, at der er mulighed for at opleve moderne international kunst i Vestjylland, er jeg vildt taknemmelig for. Jeg synes, det er så givende på så mange punkter. Jeg synes bare, at endnu flere skulle kende til stedet.
Læs mere om Huset for Kunst & Design