Samler kræfterne på Skærum Mølle

12. oktober 2023

Turisme Natur Landdistrikter

UNESCO Global Geopark Vestjylland etablerer hovedkontor og besøgscenter på Skærum Mølle ved Vemb.

Steffen Damsgaard, Jens Kristian Hedegaard og Karsten Filsø

PRESSEMEDDELELSE FRA FOLKEUNIVERSITETET SKÆRUM MØLLE OG UNESCO GEOPARK VESTJYLLAND:

Fra oktober 2023 vil UNESCO Global Geopark Vestjylland, som dækker Holstebro, Struer og Lemvig Kommuner samt et stort område af Limfjorden og Vesterhavet, etablere sit hovedkontor på Skærum Mølle.

Samtidig vil UNESCO Global Geopark Vestjylland starte planlægningen og opbygningen af et besøgscenter med udstilling, samt lave forskellige aktiviteter.

UNESCO Global Geopark Vestjylland vil få hovedkontor i hovedbygningen på Skærum Mølle, og samtidig vil den unikke murstens-bygning tegnet af Per Kirkeby, danne den primære ramme om udstillinger der formidler geologien og kulturlandskabet i UNESCO Global Geopark Vestjylland.

”Det er med stor glæde at vi nu har fundet en velegnet placering af vores hovedkontor i UNESCO Global Geopark Vestjylland, idet vi har indgået en aftale med Folkeuniversitetet Skærum Mølle, om både vores hovedkontor og en unik udstillingsbygning. Vi opnår plads til udvikling og formidling af UNESCO Global Geopark Vestjylland og ser frem til samarbejde med stedet og brugerne”, udtaler formand i UNESCO Global Geopark Vestjylland, Steffen Damsgaard.

”Der skabes grobund for mange spændende aktiviteter og muligheder for samspil mellem Folkeuniversitetscenter Skærum Mølle og UNESCO Global Geopark Vestjylland, hvilket er et afgørende skridt i den videre udvikling af Skærum Mølle som ønskes”, siger formand for Folkeuniversitetscenter Skærum Mølle, Henrik Stubkjær.

”UNESCO Global Geopark Vestjylland er under stor udvikling med placeringen af hovedkontoret på Skærum Mølle. Vi har en klar strategi for synlighed og tilstedeværelse i alle 3 kommuner, og vi byder interesserede frivillige velkommen, uanset hvor man bor, udtaler næstformand i UNESCO Geopark Vestjylland, Karsten Filsø.

Samtidig ansætter Folkeuniversitetet Skærum Mølle en stærk lokal ressource, Jens Kristian Hedegaard, der fra september 2023 vil stå i spidsen for den daglige ledelse af Skærum Mølle.

”Jeg glæder mig meget til opgaven og det er et utroligt spændende sted som jeg ser frem til at være med til at udvikle, ikke mindst med vores nye samarbejdspartnere og lejer UNESCO Global Geopark Vestjylland”, siger daglig leder af Skærum Mølle, Jens Kristian Hedegaard.

Folkeuniversitetet Skærum Mølle er i gang med at udforme de nærmere planer for en langsigtet udvikling og revitalisering af Skærum Mølle.

UNESCO Global Geopark Vestjylland forventer at tage hovedkontoret i anvendelse allerede i oktober måned i år samt at første del af udstillingen er klar til åbning i foråret 2024.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X