Indsatser i Trekanten skal have særligt fokus på beskæftigelse og forebyggelse af kriminalitet

8. december 2023

Bolig Arbejdsmarked Socialområdet

Holstebro Kommune arbejder videre med en ny boligsocial helhedsplan for boligområdet Trekanten i Holstebro for perioden 2025-2028. Som noget nyt får Midt- og Vestjyllands Politi plads i bestyrelsen for at sikre en koordineret indsats.

Der bliver arbejdet henimod en ny boligsocial helhedsplan for boligområdet Trekanten, når den nuværende udløber ved udgangen af 2024.

Der skal særligt fokus på at mindske andelen af borgere, der er udenfor arbejdsmarkedet, og andelen af borgere, som får en dom for kriminalitet. 

Sådan lyder ønsket fra Byrådet i Holstebro Kommune i forbindelse med prioriteringen af indsatsområder i arbejdet med en ny boligsocial helhedsplan for boligområdet Trekanten i Holstebro for perioden 2025-2028. En boligsocial helhedsplan er en strategisk ledet social indsats.

Målsætningen er, at Trekanten over perioden ikke længere er på Indenrigsministeriets liste over såkaldte forebyggelsesområder. Et boligområde er et forebyggelsesområde, hvis andelen af indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 30 pct., og området samtidig har nogle udfordringer, når det handler om beskæftigelse, kriminalitet, uddannelse og indkomst.

Det er bestyrelsen for den boligsociale helhedsplan, der står for prioriteringen af indsatsområder. Bestyrelsen består af repræsentanter for Holstebro Kommune og repræsentanter for NordVestBO, Lejerbo og Boligselskabet Holstebro, som er boligforeningerne i Trekanten. Derudover er det aftalt, at Midt- og Vestjyllands Politi også får plads i bestyrelsen.

Vigtigt med koordineret indsats

- Vi har allerede i den eksisterende boligsociale helhedsplan et rigtigt godt samarbejde med boligselskaberne NordVestBO, Lejerbo og Boligselskabet Holstebro. Vi ser nu frem til at styrke samarbejdet med politiet omkring prækvalifikationsansøgningen til en ny boligsocial helhedsplan. Det er særligt vigtigt i forhold til at sikre en sammenhængende og koordineret indsats, når det handler om forebyggelse af kriminalitet og om at mindske andelen af borgere, som får en dom, siger direktør for Børn og Unge i Holstebro Kommune, Helle Støve.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi er der også tilfredshed med, at politiet fremover bliver en del af bestyrelsen.

- Vi glæder os over at blive repræsenteret i bestyrelsen for den boligsociale helhedsplan. Det er et vigtigt skridt for at skabe et velfungerende og ikke mindst trygt boligområde. Det forstærker det eksisterende samarbejde mellem både Holstebro Kommune, boligforeningerne og politiet. Et samarbejde, vi prioriterer højt, siger politiinspektør Hans Roost, leder af Efterforskning og Forebyggelse ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Der har i Holstebro Kommune været i alt fire boligsociale helhedsplaner. Den første boligsociale helhedsplan blev vedtaget i 2005, og den nuværende boligsociale helhedsplan udløber ved udgangen af 2024. 

Hvad er en boligsocial helhedsplan?

  • En boligsocial helhedsplan er et strategisk samarbejde mellem kommuner og boligorganisationer.
  • Den bevilges til almene boligområder med særlige sociale og økonomiske problemer.
  • Helhedsplanerne er primært finansieret af Landsbyggefonden, men også af kommuner og boligorganisationer.
  • Landsbyggefonden er en institution, som er stiftet af almene boligorganisationer. Den har til formål at videreudvikle og opretholde almene boligforhold.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X